Gratis workshop                 Gratis materiale                   PLP kursus                    Kontakt os                   FAQ
Bogforsiden-Gør det du er bedst til


Forsiden
       Om bogen
           Forfatterne
            Uddrag
           Anmeldelser
       Presse
Køb bogen

> Tilmeld dig gratis workshop

> Kontakt Henrik Wenøe

 

 

 

 

 

> Køb bogen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indhold           Forord          Kapitel 1        2         3         4         5         6


Muligheder eller begrænsinger?

Det begyndte egentlig meget godt. De minder, jeg har fra min tidlige barndom, er i hvert fald rigtigt gode. Som jeg husker det, havde jeg mange spændende interesser, og der var mange ting, jeg var god til - ting, som jeg dengang oplevede var vigtige at træne, for at jeg kunne være mig. Set i bakspejlet, handlede det nok mest om, at jeg ligesom alle andre små børn kopierede de voksne på livet løs. Jeg udvalgte mig de færdigheder, som jeg gerne ville kunne beherske, og jeg udvalgte mig de mennesker, som jeg syntes var de bedste til lige præcis den færdighed, og så gjorde jeg nøjagtigt det samme, som de gjorde. Meget enkelt.

Allerede dengang kunne jeg godt lide at være i selskab med mange mennesker. Jeg opdagede hurtigt, at jeg var ret god til at fornemme, hvad det var, hver enkelt person ville mig, og hvordan han eller hun havde det med sig selv. Nogle gange var dét, personerne sagde de gjorde noget helt andet end det, jeg observerede de rent faktisk gjorde, men det syntes jeg egentlig ikke var noget stort problem. Jeg indrettede bare min adfærd efter det. Til syvende og sidst handlede det vel i disse år primært om, hvordan jeg kunne få min vilje trumfet igennem og få lov til at lave de ting, som jeg syntes var vigtige. Til dette formål fandt jeg hurtigt ud af, at det var langt mere effektivt at bruge det, jeg så og fornemmede hos folk, end det jeg umiddelbart hørte dem sige.

Da jeg startede i skolen, fandt jeg imidlertid hurtigt ud af, at de færdigheder, som jeg syntes var vigtige, ikke var de samme færdigheder, som lærerne syntes var vigtige. Jeg var ikke særlig god til at læse og skrive, og når det en sjælden gang lykkedes for mig at få skrevet et par bogstaver, der var nogenlunde læselige, så brugte jeg venstre hånd i stedet for højre hånd. Og det var forkert ifølge lærerne.

Det eneste, jeg var rigtigt god til, og som interesserede mig i skolen, var matematik, men desværre blev jeg ofte fjernet fra matematiktimerne, så jeg kunne gå til specialundervisning og lære at læse og skrive. Da jeg nåede til 7. klasse, havde jeg langt om længe lært at læse nogenlunde. På det tidspunkt var jeg imidlertid også blevet så god til at `læse´ lærerne, at jeg kunne sno mig igennem de fleste situationer i skolen. Så efter mange års hårdt slid, begyndte det endelig at gå i den `rigtige` retning.

I min fritid var jeg spejder i Det Danske Spejderkorps. Som femtenårig - i 1981 - blev jeg patruljeleder og fik ansvaret for min egen patrulje. I denne rolle oplevede jeg ikke blot, at jeg var engageret, men også at jeg for første gang fik reel anerkendelse fra mine omgivelser for det arbejde, jeg udførte - fra de spejdere, jeg var leder for, fra deres forældre, og ikke mindst fra de andre patruljeledere.

Jeg fandt ud af, at det var i dét univers, jeg levede mig selv fuldt ud. Jeg arbejdede med børn, der ikke som tidligere bare gjorde, som der blev sagt. De var en del af en ny generation, som satte spørgsmålstegn ved det, de blev bedt om. Samtidig kom der mange flere fritidstilbud til dem i disse år. Resultatet var, at det at være patruljeleder (og senere spejderleder) i langt højere grad end tidligere blev et spørgsmål om at skulle sælge varen - ikke blot til børnene, men også til deres forældre, der ofte kunne blive særdeles bekymrede over de ting, vi udsatte deres små poder for.

I dette univers lærte jeg hurtigt, hvordan de patruljeledere, der så og anerkendte det komplekse sammenspil, som eksisterer mellem spejdere i en gruppe, fik et meget bedre forhold til spejderne end de patruljeledere, der ikke havde den samme indsigt. Det var tydeligt, at nogle af dem, der tilhørte sidstnævnte kategori, bevidst forsøgte at gå efter de lette succes´er og var meget omhyggelige med at undgå at lave fejl, men reelt bevægede de sig altid få skridt fra at falde igennem, både over for spejderne og over for de andre patruljeledere.

Det allervigtigste for mig var imidlertid, at jeg igen fik mulighed for at følge de veje, jeg fandt, var de rigtige. At det var det, jeg gjorde - og havde succes med at gøre - gik dog først for alvor op for mig, da jeg en dag stod for at skulle af sted på mit første lederkursus, og min daværende gruppeleder, Per Skov, sagde til mig:

"Henrik, du vil helt sikkert komme til at lære mange gode ting på det her kursus, men ligegyldigt hvad de fortæller dig, så husk også at holde fast i den måde, du gør tingene på - det du allerede ved virker! Der er en grund til, at vi har Danmarks største spejdergruppe. Jeg har mødt mange ledere, der havde været på alle de rigtige kurser og var verdens bedste ledere på papiret. Men de var det for en gruppe på tre pejdere."

Sammen med de andre patruljeledere skabte jeg et rum, hvorfra alt var muligt. Et af spejderbevægelsens mantraer er learning by doing. Vi tog udgangspunkt i de vildeste aktiviteter, vi kunne forestille os, og så udførte vi dem. Hvis vi havde lyst til at tage til Sverige i årets koldeste måned og sove under en presenning midt ude i skoven sammen med spejderne, så gjorde vi det. Og hvis vi vågnede op midt om natten med en halv meter sne ovenpå os, så tog vi den derfra.

Det gik op for mig, at når blot jeg selv turde gå forrest og fungere som rollemodel, var der ingen, der var bange for at følge efter. I disse situationer gjorde jeg flittigt brug af de strategier, som spejderbevægelsens stifter, Robert Baden-Powell, beskrev næsten hundrede år tidligere i sin berømte bog, Scouting for Boys.

Her pegede Baden-Powell blandt andet på vigtigheden af at handle ud fra det, man gerne vil opnå, i stedet for at fokusere på det, man gerne vil undgå - at arbejde ud fra anvisninger frem for forbud. Det var også i denne bog, han indførte sit berømte motto: "Vær Beredt!" og forklarede det med ordene:

"At være beredt betyder, at du altid befinder dig i en tilstand af parathed i både sind og krop, så du til enhver tid kan gøre de rigtige ting på det rigtige tidspunkt."

Gennem mit spejderarbejde fandt jeg ud af, at det at lede andre mennesker var det, jeg brændte for. Men alle ved jo, at man ikke kan leve af at være spejderleder, så jeg satsede i stedet på, at det var ude i den `virkelige´ verden, jeg skulle realisere mine lederambitioner. Som tyveårig begyndte jeg derfor på kemiingeniørstudiet, som jeg dengang så som adgangsbilletten til erhvervslivet. Og da jeg i samme periode både havde fritidsjob og brugte 30-40 timer om ugen på spejderarbejde, lærte jeg hurtigt at prioritere de ting, der optog mig, frem for at påtage mig opgaver, der ikke var så spændende.

Men selvom jeg udnyttede min tid effektivt, var det stadig som om jeg satte mig selv til side, når jeg studerede. Det jeg gjorde var hele tiden at følge andre menneskers planer for, hvad de mente var sundt for mig at vide, og det var svært for mig at se denne viden som meget andet end irrelevant støj og teori for teoriens skyld. Selvom jeg bestod mine eksaminer på ingeniørstudiet og blev ekspert i problemløsning, gav studierne mig meget lidt praktisk erfaring, og det meste af stoffet interesserede mig ikke synderligt.

Enkelte fag på studiet fangede dog min interesse. Jeg blev for eksempel dybt fascineret af den måde, hvorpå den moderne relativitetsteori og kvantemekanikken med Albert Einstein og Niels Bohr i spidsen gjorde op med Newtons klassiske mekanik i starten af det tyvende århundrede. For første gang var der nogen, der turde bryde med den traditionelle deterministiske ide om, at hele verden består af små isolerede systemer - atomer - hvis bevægelser og interaktioner kan forudses ned til mindste detalje, når blot deres startposition og den kraft, de påvirkes med, er kendt. Det var et radikalt opgør med den strengt mekaniske tankegang, der havde domineret verden, lige siden Platon og Aristoteles formulerede den i det gamle Grækenland for næsten 2500 år siden, selvom den først blev rigtigt formaliseret i slutningen af 1600-tallet, da Newton kickstartede industrialiseringen med sine berømte bevægelsesligninger.

Med Einsteins og Bohrs teorier måtte verden en gang for alle erkende, at intet system - intet atom - er fuldstændigt isoleret fra omverdenen - og at tid og rum ikke er uafhængige størrelser. Der vil altid foregå en eller anden form for interaktion, og det er denne interaktion, der får Newtons klassiske mekanik til at bryde sammen. Verden er med andre ord ikke forudsigelig. Det giver ikke nogen mening at starte med The Big Bang og tro, at man kan regne sig frem til alt, hvad der er sket siden hen.

Denne erkendelse førte blandt andet til, at Werner Heisenberg fremsatte sit berømte usikkerhedsprincip, som fastslår, at det er umuligt at observere et system uden samtidig at påvirke det. Hver gang vi måler en fysisk størrelse - for eksempel temperaturen af vandet i en sø - vil måleinstrumentet påvirke systemet på en måde, vi ikke kan se bort fra. Termometret vil have en temperatur, som i princippet påvirker temperaturen af det vand, hvis temperatur, vi ønsker at bestemme. Det vi observerer, hænger altså uløseligt sammen med måden, hvorpå vi observerer det.

Jeg vidste selvfølgelig godt, at min interesse for kvantemekanikken og relativitetsteorien dybest set var et eksotisk tidsfordriv, der på ingen måde ville bringe mig nærmere mit mål om at opnå den ingeniørtekniske indsigt, som i sidste ende ville gavne min fremtidige erhvervskarriere. Alligevel tog jeg mig tid til endnu et par eksotiske udflugter på det travle ingeniørstudium.

På sidste halvdel af studiet begyndte jeg således at interessere mig for kaosteori. Jeg tog nogle videregående matematikfag og lærte at opstille avancerede differentialligninger til beskrivelse af den kaotiske dynamik, der for eksempel kendetegner visse kemiske processer i systemer, som befinder sig langt fra ligevægt. I den forbindelse stødte jeg på den russisk-belgiske kemiker, Ilya Prigogine, som få år tidligere havde revolutioneret videnskaben ved at anvende kaosteori til at beskrive levende organismer. Disse er nemlig i den yderste forstand dynamiske kemiske systemer, som befinder sig meget langt fra ligevægt og opretholder denne ubalance ved hjælp af en konstant tilførsel af energi - indtagelse af føde.

Ud fra kaosteorien kunne Prigogine blandt andet give en overordnet matematisk beskrivelse af den situation, som opstår, når en levende organisme balancerer på en knivsæg og (i matematisk forstand) befinder sig på et såkaldt bifurkationspunkt, hvor tilførslen af uendeligt små energiimpulser af den ene eller anden slags afgør, hvilken retning systemet tager, mod en åben eller en lukket tilstand, eller - i yderste konsekvens - mod livet eller mod døden.

Det var denne uforudsigelighed ved kaosteorien, der fascinerede mig mest - det, at man kun kan regne sig frem til det næste lille skridt, som et kaotisk system vil foretage sig, men umuligt kan bestemme, hvor systemet oprindeligt kom fra, eller hvor det overordnet set er på vej hen. Ønsker man at følge og påvirke et sådant systems bane, kan det altså kun lade sig gøre ved at gå ind og forholde sig til det der, hvor det befinder sig lige nu og her.

Ligesom det var tilfældet med kvantemekanikken og relativitetsteorien, udgjorde disse ideer et radikalt opgør med tidligere tiders rationelle årsags-effekt tankegang - og det gav mening for mig på mange planer. Selvfølgelig kan man ikke sætte sig ned og regne deterministisk på, hvordan et liv vil forløbe. Allerede få sekunder efter fødslen, vil to enæggede tvillinger have modtaget så mange forskellige sanseindtryk fra omverdenen, at de for altid vil være to vidt forskellige individer.

Et andet element af kaosteorien, der fangede min interesse, var beskrivelsen af, hvordan dynamiske systemer, der befinder sig langt fra ligevægt, vil have en tendens til at følge en bane i tid og rum, som er uforudsigelig og under konstant forandring, omkring en såkaldt strange attractor - et særligt kraftfuldt område i det matematiske faserum, som hverken er et punkt, en linie eller et plan. I modsætning hertil vil ordinære mekaniske systemer, som befinder sig tæt på ligevægt bevæge sig i helt forudsigelige baner, som kan beskrives relativt ukomplekst rent matematisk.

Da jeg havde afsluttet mine studier, fik jeg mit første ingeniørjob. Samtidig begyndte jeg at læse HD på Handelshøjskolen om aftenen for at styrke min lederprofil, og efter et par år blev jeg tilbudt en stilling som salgschef. Her fik jeg hurtigt succes som leder på et helt andet niveau, end jeg havde turdet håbe på. Det gik nemlig op for mig, at det at lede en afdeling i en virksomhed ikke er så forskelligt fra at lede en spejderpatrulje.

Derfor havde jeg i virkeligheden mere end ti års praktisk ledelseserfaring fra min tid som patrulje- og spejderleder at trække på, og denne erfaring, kombineret med de praktiske værktøjer, jeg havde tilegnet mig på Det Danske Spejderkorps´ målrettede patrulje- og spejderlederkurser, var langt mere værdifulde, end de teorier, jeg havde brugt så lang tid på at terpe og gå til eksamen i på Danmarks Ingeniørakademi og Handelshøjskolen.

Når jeg her mange år efter ser tilbage på denne periode i mit liv, bliver jeg mere og mere overbevist om, at en anden vigtig årsag til, at jeg relativt tidligt i karrieren oplevede så stor succes som leder var, at jeg så det skift, der skete hos arbejdstagerne i det danske erhvervsliv - fra den gammeldags lydighed og indordning i hierarkiet til en mere kritisk indstilling i forhold til lederen og organisationen - langt tidligere end de fleste af mine lederkolleger. Det var nemlig præcis det samme skift, jeg oplevede ti år tidligere, da de samme arbejdstagere var børn og spejdere i Det Danske Spejderkorps.

Jeg oplevede således, at jeg havde et godt fundament som leder, og det generede mig ikke, at jeg i modsætning til mine lederkolleger snarere baserede dette fundament på praktiske erfaringer, end på de "rigtige" ledelsesteorier. Det eneste, der nagede mig, var, at jo bedre jeg blev til at lede andre, jo mere blev jeg i tvivl om, hvem det egentlig var, der ledede mig. Mig selv var det i hvert fald ikke.

 

Uddrag fra "Gør det du er bedst til" af Henrik Wenøe og Jesper Lemmich. Copyright © 2008 by Acuity World Press.